"ACT! har skrevet en forumteaterforestilling om etniske kvinder og de fordomme de kan møde på en arbejdsplads. I processen har de fået input fra to personer fra ligestillingsudvalget i Århus kommune, da forumstykket er en bestilling fra dem.
Jeg har været med i en arbejdsgruppe, hvor vi har arbejdet med at billedliggøre forestillingen. Det har været en spændende proces der hele tiden har startet nye tanker og startet snakke i gruppen og i privatlivet.
Så kom dagen hvor vi for første gang skulle aflevere vores forumspil om etniske kvinder, og de fordomme de kan møde på en arbejdsplads.
Vore tilskuere var medarbejdere/ledere i Århus kommune. Det var en god fornemmelse at sidde i en sal foran en stor gruppe mennesker som var interesseret i vores arbejde/budskab, og det var interessant at se om stykket kunne skabe debat.
Nina Riis var proceskonsulent på jobbet. Hun gav vore medspillere/gæster i salen mulighed for et kort interview med hver person der var ansat på arbejdspladsen hvor spillet tog sit udgangspunkt, og hun stillede spørgsmålene som åbnede op for debatten.
Debatten blomstrede i fuld flor. Der blev talt om rummelighed, forskelsbehandling, mangfoldighed, åbenhed og meget mere.
Vi har 1 time til hver proces, så det er ikke mere end lige vi kan få debatten startet, men den er startet og vi håber den stadig kører derude."
Merete Overgaard