På Pædagogisk Træfpunkt 2009 ønskede BUPL (Børne og Ungdoms Pædagogernes Landsforening) at sætte fokus på den pædagogiske hverdag. For at konkretisere problematikkerne så meget som muligt, valgte BUPL i samarbejde med ACT! at opsætte en workshop til at illustrere hverdagens dilemmaer gennem illustrationsspil med skuespillere.
På dagen var der samlet 300 deltagere i Odense Congress Center.
En arbejdsgruppe fra BUPL skrev 3 dialogskuespil, som hver beskrev et dilemma, som det kunne udspille sig i den pædagogiske hverdag. Ideen var at lægge op til debat og dialog med udgangspunkt i de spillede scenarier. Fokus er på det punkt i situationen, hvor pædagogens faglighed kommer i spil, og han eller hun skal vælge, hvilken vej situationen skal gå.
David Meincke fra BUPL faciliterede workshoppen sammen med tre skuespillere fra ACT!
- Samarbejdet var meget fint. Jeg synes, at det var let at formidle min idé - den blev forstået præcis, som jeg havde ønsket det. Får vi brug for forum- eller dilemmateater, er I de første, vi ringer til, hvis jeg må bestemme.
- Deltagerne har givet positiv feedback generelt på dialogforaerne. Det har været en gevinst at skabe dialog mellem alle dele af BUPL, og det kommer til at fungere som model for kommende træf af lignende art. Her blev det gjort gennem dilemma-skuespil. Det fungerede meget fint og dialogfremmende.
Illustrationsspil kan være gode til at gøre en problemstilling helt konkret og nærværende for tilskuerne på en konference eller temadag. Dilemmaer og problematikker står helt tydelige for publikum efter et illustrationsspil, og illustrationsspil er derfor gode oplæg til debat og diskussion.
Illustrationsspil flytter diskussionen fra det abstrakte teoretiske plan til en konkret og håndgribelig diskussion, som alle kan deltage i – og som indbyder deltagerne til aktiv deltagelse. Enten gennem sin genkedelighed eller sin provokation.
David Meincke fortæller om effekten af dialogspillene:
- For organisationen BUPL er den kortsigtede effekt, at vi har eksponeret os selv som en organisation, der har indsigt i og er interesserede i vores medlemmers dagligdag. Men også som en organisation, der tør bryde nyt terræn, når det gælder konferencer, træf mv. Det er vigtigt for os at være de bedste i genren. Det synes vi, at vi beviste.
- Den langsigtede værdiskabelse kender vi i sagens natur ikke endnu, men forhåbentlig ligger den i, at vi har skabt en dialog i organisationen, der nedbryder skellet mellem medlem, politiker, TR og medarbejder - hen mod en helhedsorganisation. Yderligere håber vi, at vi har skabt en dialog om nogle relevante, aktuelle emner, som har skabt nye dagsordener for alle målgrupperne.