Udtalelse fra Andreas Bak Schröder - Specialeuddannelsen i Almen medicin, Århus Universitet - april 2009
"ACT! er en del af et obligatorisk kursus for de kommende praktiserende læger. Kurset udbydes i samarbejde med Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik, Århus Universitetshospital.
Skuespillerne er ”patienter” i øvelser der sigter mod at forbedre lægens kommunikative færdigheder. Der laves videooptagelser af ”lægekonsultationer”, og efterfølgende gives ud fra videooptagelsen supervision i grupper á 8 læger. Skuespillerne deltager i disse supervisioner og giver dels udtryk for ”patientes” oplevelse af ”konsultationen”, dels står de til rådighed så kursisterne kan afprøve alternative sætninger / formuleringer.
Skuespillerne fra ACT! er utrolig fleksible, både ift. at tilpasse udfordringerne i patientrollen den enkelte læge, men også mere overordnet. De bliver lynhurtigt en naturlig del af kurset, og lægerne er glæde for samarbejdet med dem og deres tilbagemeldinger ud fra ”patientrollen”.
Det er hver gang en stor fornøjelse at samarbejde med så dygtige og samtidig så uhøjtidelige mennesker.Skuespillerne er meget erfarne og professionelle, hvilket gør at de fleste kursister meget hurtigt glemmer, at de befinder sig i en skuespil-situation og ikke i en ægte konsultation. Dermed oplever lægerne udfordringerne i ”konsultationen” meget reelle, hvilket fremmer indlæringen og øger motivationen til at forbedre deres kommunikative færdigheder.
Skuespillernes deltagelse i kurset er helt centralt, og det ville ikke være muligt at lave disse kurser med samme udbytte for kursisterne uden skuespillernes medvirken."