ACT! klæder lægerne på til praksis

14. februar 2011

 

Praktiserende læger træner interview og kropssprog med skuespillere fra ACT!. "Det er meget autentisk at træne med skuespillerne. Det får den kunstige rollespilssituation til at ligne vores reelle hverdag i almen praksis".

 

Praktiserende læger mangler ofte redskaber til at diagnosticere og behandle patienter med funktionelle lidelser. Det vil sige, patienter, der kommer til lægen med fysiske symptomer, der selv efter omfattende undersøgelser ikke kan forklares organisk eller fysiologisk. Og alt for ofte ender det med, at lægen og patienten taler forbi hinanden.

 

"De praktiserende læger har svært ved at hjælpe patienterne - de føler afmagt. Lægernes uddannelse går ud på at helbrede, og der er jo ingen umiddelbar helbredelse for patienter med funktionelle lidelser", udtaler Emma Rehfeld, psykiater fra Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser.

 

I foråret 2011 fortsætter ACT! sit mangeårige samarbejde med Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital og Specialuddannelsen i Almen Medicin, Aarhus Universitet. Skuepspillere fra ACT! træner praktiserende læger i interviewteknik og kommunikation. Med rollespil får lægerne mulighed for at afprøve formuleringer og spørgeteknikker i autentiske, men trygge rammer og får konkrete redskaber med hjem til egen praksis.

 

"Det er sjovt at afprøve forskellige måder at håndtere en samtale på. Det er sjovt at spille en seance om og om igen. Det lader sig ikke gøre i den virkelige verden", udtaler Berit Skjødeberg Toftegaard, amanuensislæge og kursusdeltager.

 

 


 

Læs mere om, hvordan ACT! træner kommunikation og kropssprog med rollespil.